Mindretalssekretariat

Retsgrundlag

Europaråd med den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

I Europa har Europarådet med den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) stor betydning omkring beskyttelse af menneskerettigheder og mindretal. I modsætning til OSCE’s politiske forordninger er Europarådets sådanne juridisk bindende for de 47 medlemslande. Denne internationale organisation udarbejder multilaterale folkeretlige aftaler. Såfremt disse overtrædes, har alle og enhver ret og mulighed for at at frembringe sagen for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg, dvs. at Europarådet ligeledes er ansvarlig for varetagelse af retsbeskyttelsen. EMRK yder et væsentligt bidrag til udformningen af den europæiske mindretalsbeskyttelse. Fra begyndelsen af 1990’erne kræver det at være medlem af den Europæiske Union også, at landet skal yde et „europæisk mindstemål“ af mindretalsbeskyttelse, og at denne er en del af landets nationale lovgivning. Dette er et væsentligt skridt, siden alle EU-medlemslande er bundet af EMRK-aftalen og derved må bitræde dennes konvention. EU som sådan er i praksis endnu ikke omfattet af EMRK aftalen. Men i Lissabon-aftalen 2009 er en sådan tiltrædelse af traktaten forud planlagt (art. 6 (2) EUV).

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev vedtaget af Europarådet år 1950 i Rom og trådte i kraft tre år senere. Konventionen indeholder et katalog over de mest væsentlige grundlove og menneskerettigheder. Den indeholder ganske vist ingen særskilte mindretalsrettigheder, men diskrimineringsforbuddet i hh. til art. 14 EMRK er af væsentlig betydning for mindretalsbeskyttelsen. Heri fastslås det, at ingen må behandles eller stilles dårligere pga. sit tilhørsforhold til et nationalt mindretal. Artikel 21 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bygger på denne artikel.

Med sin rammeaftale omkring beskyttelsen af nationale mindretal og chartret for regionale og mindretalssprog (sprogchartret) har Europarådet opstillet Europas vigtigste juridisk forpligtende retsplejeværktøjer.

Rammeaftalerne og sprogchartret supplerer hinanden. Hvor rammeaftalen fastlægger de almene politiske bestemmelser, retter sprogchartret fokus på det sproglige-kulturelle område.

Rammeaftalen til beskyttelse af nationale mindretal 

Europarådets medlemslande har siden 1993 udarbejdet en Rammeaftale til Beskyttelse af Nationale Mindretal, der blev fremlagt til undertegnelse den 1. februar 1995. Aftalen, der blev tiltrådt af Tyskland i 1998, forbyder enhver diskriminering og tvungen assimilering af en person pga. vedkommendes tilhørsforhold til et nationalt mindretal. Derudover forpligter medlemslandene sig til at overholde og beskytte menneskerettighederne og at støtte de nationale mindretal. I Tyskland er Rammeaftalen blevet en del af Grundloven og har således endda højere prioritet end fx delstatslovene. Af de nuværende 47 medlemslande indenfor Europarådet har 39 lande ratificeret Rammeaftalen og yderligere fire lande har undertegnet aftalen. Undtagen er Frankrig, Grækenland, Belgien, Monaco, Luxembourg, Andorra, Island og Tyrkiet (aktuelt: 01/2017).

Tyskland har været aktiv deltager i aftalens udformning og arbejdet for en så effektiv implementering som muligt. Thi lige så vigtig som aftalerne omkring de folkeretlige forpligtelser er de mekanismer, der skal sikre, at landene overholder aftalens indhold.

Således skal de lande, der har underskrevet traktaten, indenfor et år fremlægge omfattende information for Europarådet omkring, hvordan implementeringen er skredet frem og derefter aflægge rapport hvert femte år.

Et rådgivende udvalg bestående af uafhængige eksperter understøtter Europarådets kontrolopgaver.

Til Forbundsrepublikken Tysklands rapporter

Til den Rådgivende Komites rapporter og Tysklands stillingtagener

Europacharter for Regional- eller Mindretalssprog

Med det Europæiske Charter for Regional- eller Mindretalssprog skal de mindretals- og regionalsprog, der traditionelt tales i medlemslandene, beskyttes som værende et truet aspekt indenfor den europæiske kulturarv. Der er her tale om tiltag indenfor uddannelsessektoren, især sprogundervisningen og ved anvendelsen af det pågældende sprog i domstolsforhandlinger og i administrationsmyndigheder, foruden brugen af sprogene indenfor radio, TV og printmedier, ved kulturelle aktiviteter og organisationer indenfor det erhvervsmæssige og sociale samfundsliv.

Ganske vist er sprogchartret dog en såkaldt „menukonvention“. Det vil sige at landene har mulighed for at vælge mellem forskellige forpligtelser og krav i de ovenfor nævnte samfundsmæssige områder. Hver af aftalens partnere skal i den sammenhæng gør brug af mindst 35 paragraffer og artikler fra et katalog af tiltagsmuligheder, inklusive et antal obligatorisk krævede tiltag, der skal vælges fra et „kerneområde“.

Ansvaret for implementereingen og realiseringen af Sprogchartret ligger for den tyske forbundsstats vedkommende først og fremmest hos delstaterne og kun i mindre omfang hos forbundet – det skyldes især indenfor uddannelsesområdet de enkelte delstaters respektive nationale suverænitet. Delstaterne fik derfor før chartret blev undertegnet af den Tyske Forbundsrepublik mulighed for at skabe en tilpasset obligationsaftale, der skulle tilpasses de forskellige livsbetingelser i de respektive mindretals og sproggruppernes lokale regioner, hvad de enkelte tiltag angår. Detaljerne for de respektive obligationer til implementeringen varierer således alt efter arten og tilholdsstedet for mindretallene og sproggrupperne.

Chartret blev fremlagt til underskrivning i Strasbourg, den 5. november 1992, men trådte først i kraft den 1. marts 1998, da det påkrævede mindste antal på fem ratificeringer blev opnået. Forbundsrepublikken Tyskland var et af de første lande til at skrive under på chartret selve dagen, den 5. november 1992. Med loven fra den 9. juli 1998 gav det tyske Forbundsdag med sit samtykkegrønt lys for chartret, således at dette trådte i kraft i Tyskland den 1. januar 1999. Ligesom rammeaftalen gælder sprogchartret som en del af Forbundsloven og står således over anden lov, deriblandt delstatslovene og det har principielt en særstatus overfor anden lov. 25 af de nuværende 47 medlemslande af Europarådet har ratificeret chartret; otte stater har indtil videre kun undertegnet chartret (per 01/2017).

Til Forbundsrepublikken Tysklands rapporter

Til kontrolrapporterne

Moin!

Wutrobnje witajće!

Hjertlig velkommen!

Latscho Diewes!

Hartlik wäljkiimen!

Witajśo k nam!

Herzlich Willkommen!

Welcome!

18.09.2019

Brandenburg, Schleswig-Holstein und Sachsen: Gemeinsame Initiative zur Stärkung des Minderheitenschutzes

Mehr erfahren

17.09.2019

"serbski přichod: Łužyca – sorbische/wendische Zukunft: Lausitz" - Brandenburg stellt 50.000 Euro für Projekte im Rahmen der Strukturentwicklung Lausitz bereit

Mehr erfahren