Menu
Europarådet med den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) og de vigtigste mindretalsspecifikke dokumenter
I Europa har Europarådet med den europæiske menneskerettighedskonvention (EMERK) en stor betydning for beskyttelsen af menneskerettigheder og mindretal. I modsætning til OSCE’s politiske bestemmelser er Europarådets bestemmelser juridisk bindende for de 47 medlemslande. Den internationale organisation udarbejder multilaterale traktater i henhold til folkeretten. I tilfælde af overtrædelser af disse kan enhver person klage til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg, dvs. at Europarådet også er ansvarlig for retsbeskyttelsen. EMD yder et væsentligt bidrag til beskyttelsen af europæiske mindretal. Fra begyndelsen af 1990’erne krævede medlemskab af EU også, at staterne skulle sikre et “europæisk minimum” af mindretalsbeskyttelse i national lovgivning. Det er bemærkelsesværdigt, fordi alle EU-medlemsstater har ratificeret den europæiske menneskerettighedskonvention og er dermed bundet til konventionen. EU i sig selv er ikke bundet til den europæiske menneskerettighedskonvention med hensyn til sine handlinger. Lissabontraktaten fra 2009 indeholder bestemmelser om tiltrædelse af EU (artikel. 6 (2) EUV).
I 1950 blev den europæiske menneskerettighedskonvention godkendt af Europarådet på mødet i Rom og trådte i kraft tre år senere. Den indeholder et katalog over de vigtigste grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder. Specifikke mindretalsrettigheder er ikke medtaget; forbuddet i artikel 14 i den europæiske menneskerettighedskonvention mod forskelsbehandling er afgørende for beskyttelsen af mindretal. Ingen bør behandles anderledes, på grund af tilhørsforhold til et nationalt mindretal. Artikel 21 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder er baseret på denne artikel.
Med rammekonventionen om beskyttelsen af nationale mindretal og det europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog (sprogcharter) har Europarådet udarbejdet Europas vigtigste juridisk bindende dokumenter.
Rammeaftalen og sprogcharteret supplerer hinanden. Mens rammekonventionen indeholder generelle politiske bestemmelser, fokuserer sprogcharteret sig på det sproglige/kulturelle område.
Rammekonvention om beskyttelsen af nationale mindretal
Europarådets medlemsstater har siden 1993 arbejdet hen imod rammekonvention om beskyttelsen af nationale mindretal,som blev lagt ud til undertegnelsen den 1. februar 1995. Konventionen, som blev vedtaget af Tyskland i 1998, den forbyder enhver forskelsbehandling af en person på grund af tilhørsforholdet til et nationalt mindretal, samt assimilering mod deres vilje. Den forpligter desuden medlemsstaterne til at beskytte frihedsrettigheder, samt til at træffe omfattende foranstaltninger for at styrke de nationale mindretal. Rammeaftalen er i Tyskland en forbundslov og har derfor højere prioritet end f.eks. delstatslove. Af de nuværende 47 medlemsstater af Europarådet har 39 stater ratificeret rammekonventionen, og yderligere fire stater har underskrevet den. Undtaget er Frankrig, Grækenland, Belgien, Monaco, Luxembourg, Andorra, Andorra, Island og Tyrkiet (fra 12/2022).
Tyskland deltog aktivt i udarbejdelsen af konventionen og gik ind for en effektiv gennemførelse heraf. Det er mindst lige så vigtigt som at indgå forpligtelser i henhold til folkeretten, at der findes mekanismer, der sikrer, at de deltagende stater overholder deres forpligtelser.
F.eks. skal de stater, der har underskrevet konventionen, give Europarådet omfattende oplysninger om gennemførelsen inden for et år efter ikrafttrædelsen og derefter aflægge en rapport hvert femte år.
Et rådgivende udvalg bestående af uafhængige eksperter understøtter Europarådet i dennes overvågningsopgaver.
Det europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog
Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog har til formål at beskytte og fremme mindretalssprog og regionale sprog, der traditionelt tales i en kontraherende stat, som en truet del af Europas kulturarv. De krævede foranstaltninger vedrører uddannelse, navnlig undervisning i sproget og på sproget, brugen af regionale sprog eller mindretalssprog i retssager og over for administrative myndigheder, interkulturel undervisning i radio og tv og i pressen, i kulturelle aktiviteter og institutioner samt i det økonomiske og sociale liv.
Sprogcharteret er imidlertid en såkaldt “menu-konvention”. Det betyder, at staterne har mulighed for at vælge mellem flere forpligtelsesalternativer fra de ovennævnte livsområder. Enhver medlemsstat skal anvende mindst 35 punkter eller afsnit fra et katalog af foranstaltninger, herunder en række obligatoriske foranstaltninger, der skal vælges fra et “kerneområde”.
Gennemførelsen af sprogcharteret i Tyskland er primært delstaternes ansvar og kun i begrænset omfang forbundsregeringens – på grund af delstaternes suverænitet, især på uddannelsesområdet. Inden Forbundsrepublikken Tyskland underskrev chartret, fik delstaterne derfor mulighed for at forpligte sig til at gennemføre individuelle foranstaltninger, der var tilpasset de forskellige levevilkår for de enkelte mindretals- og sproggrupper på stedet. De respektive landes forpligtelser varierer i detaljer – afhængigt af mindretal og sproggruppe.
Charteret blev åbnet for undertegnelse i Strasbourg den 5. november 1992, men trådte først i kraft den 1. marts 1998, da antallet af ratifikationer var nået op på det nødvendige antal. Forbundsrepublikken Tyskland var en af de første underskrivere af chartret den 5. november 1992. Ved lov af 9. juli 1998 vedtog den tyske forbundsdag med forbundsrådets samtykke chartret, som trådte i kraft i Tyskland den 1. januar 1999. Sprogcharteret betragtes ligesom rammekonventionen som en forbundslov i Tyskland, som har forrang for underordnet lovgivning – herunder delstaternes love – og som generelt skal anvendes som den mere specifikke lov i forhold til andre forbundslove. Af de nuværende 47 medlemsstater i Europarådet har 25 stater ratificeret chartret indtil videre, mens ni stater kun har underskrevet det (pr. 12/2022).